Coronavirus kan godt sidde på mobilen, og derfor er det en god ide at rense den.
AF MARK LINDVED NORUP14. MAR 2020BEMÆRK: ARTIKLEN ER MERE END 30 DAGE GAMMELFORKLAR ORDSTØRRE TEKSTLÆS OP
Vi rører ved den et utal af gange i løbet af dagen, og den er altid med os. Mobiltelefonen er for de fleste en uundværlig del af hverdagen.
Og mens vi bliver opfordret til at vaske hænder så ofte som muligt, så er det langt sjældnere, at den evige følgesvend bliver rengjort.
Men det kan godt være en god ide at gøre netop det for at undgå virusbårne sygdomme som Covid-19 og influenza, siger Svend Ellermann-Eriksen, der er ledende overlæge i klinisk mikrobiologi ved Aarhus Universitetshospital.
– Mobiltelefonen kan godt være en smittespreder, for den har den forurening, der også er på ens hænder. Og ligesom det giver mening at holde hænderne rene, giver det også mening at holde mobiltelefonen rimelig ren, siger han.
– Når der kan være coronavirus på vores hænder, kan det også være på vores telefon, og derfor skal man betragte telefonen som forurenet på linje med et dørhåndtag.
Ifølge en amerikansk undersøgelse kan coronavirusset muligvis overleve helt op til tre døgn på overflader af plastik.
Men hvordan får man så gjort mobiltelefonen ren på den bedst mulige måde?
Det har vi bedt Peter Engels Ryming, redaktør på mediet Inputmag.dk, der har fokus på forbrugerteknologi, svare på.
Tidligere anbefalede en stor producent som Apple udelukkende, at man brugte vand og klud til at rense sin telefon og tablet.
Sådan er det ikke længere, for ansporet af coronavirussets spredning opdaterede den amerikanske virksomhed for få dage siden sin anbefaling, så det nu også er okay at benytte 70 procent isopropylalkohol eller desinfektionsservietter.
Uproblematisk med alkohol
Selvom Apple kun tager udgangspunkt i egne produkter, mener Peter Engels Ryming, at man roligt kan bruge det på andre mobilproducenters telefoner også.
– For mig at se er det mere risikabelt at benytte vand og sulfo, som det nogle steder anbefales, fordi alkoholen fordamper hurtigere. Så på alle nyere telefoner, hvor skærmene primært er glas, vil jeg overhovedet ikke være nervøs, siger han.
Derudover er det vigtigt at huske, at man aldrig må bruge stærkere kemikalier såsom vinduespudsemiddel og opløsningsmidler. Det kan ødelægge det oliebaserede beskyttelseslag, der dækker skærmen og beskytter mod fedtfingre.
Brillerens kan bruges til at rense telefonen, men det er ikke desinficerende.
Datasource: https://www.dr.dk/nyheder/indland/mobiltelefonen-kan-godt-vaere-en-smittespreder-saadan-rengoer-du-den